Jens Andersen

MØD KUNSTNEREN BAG JENNO’S GALLERI

Mit navn er Jens Andersen, og jeg står bag Jenno’s Galleri. Hvad er der at sige om mig, bliver jeg tit spurgt. Jeg kan se på de fleste, at svaret kommer mere bag på spørgeren, end han eller hun havde forventet.

Den korte historie er, at jeg egentlig er uddannet tagdækker. Jeg er født i 1993, og jeg er bosat i Aulum – og nu er jeg så fuldtidskunster.

Den lange historie kræver nok nærmere et foredrag end en hjemmeside. Men tiden efter folkeskolen endte i et liv med stofmisbrug og på gaden i København i en alder af 18 år. De fleste af os kunne nok godt se, hvordan det ville gå, og hvis jeg skal være helt ærlig. så regnede jeg da heller ikke med, at jeg 8 år senere startede et galleri op i Søndervig og var blevet fuldtidskunster.

Denne skæbne er ikke alle forundt. Idag er jeg taknemmelig og glad for mit liv og jeg vil gerne skabe glæde hos andre. Det er derfor jeg maler.

Jeg vil skabe glæde.

DEN DAG DA JEG MALEDE FØRSTE GANG

Da jeg blev clean i marts 2018, forestillede jeg mig ikke, at jeg få måneder senere ville stå og male i min have i bar overkrop og nyde livet. Men det var lige præcis det, der skete.

Jeg manglede noget på væggene, og så blev der købt maling, pensler, spraymaling og lærreder hjem. Den dag begyndte jeg at male. Det var den 3. august 2018, og herefter ændrede mit liv sig radikalt.

I de efterefterfølgende år er det blevet til et galleri i Aulum, siden i Søndervig og nu en webshop ved siden af perlen i Søndervig. I dag lever jeg af at være kunstner, og netop fordi jeg har skabt så meget elendighed ved at sælge stoffer, tage stoffer og stikke af til København – så betyder det noget helt ekstra for mig at gøre noget for andre og skabe glæde og skønhed i folks hverdag i dag.

HVAD BYDER FREMTIDEN PÅ FOR JENNO?

Efter at have malet på den anden side af 200 malerier, har mit mål stille og roligt ændret sig. Derfor bliver der i dag også brugt meget tid på at gå i dybden med hver enkelt maleri. Det tager ofte en uges tid eller mere at skabe et nyt værk.

Derfor er drømmen da også klar. Jeg vil gerne have malerierne ud at hænge i flere og flere danske hjem, så farverne kan skabe glæde, smil, humor, samtaler og gøre mennesker nysgerrige.

da_DKDA
Powered by TranslatePress